Da Maren døde i en snedrive

Maren og Karmine Jørgensdatter var to søstre, som levede et fattigt liv i Bjerregrav for 100 år siden. Maren født i 1834 og Karmine(Karen Mine) i 1843.

Peder Høgstrup, der ejede Høgstrupgård i Bjerregrav, fortæller i sine erindringer om de to fattige kvinder, som i hans drengetid omkring 1890 boede i et gammelt hus i Neder Bjerregrav. Hver lørdag kunne man se kvinderne vandre langs jernbanelinjen til Randers og senere om eftermiddagen kom de tilbage samme vej, Maren nu mægtig fuld.

Søstrene flyttede til Bjerregrav, og Høgstrup fortæller: De passede sig selv og fornærmede ingen, men de var usympatiske mennesker. Maren var ellers en klog kone. Hun så da også nogenlunde ud, når hun kom i andet tøj end det daglige.

Karmine var mere sjusket, hendes gråhvide hår sad på hovedet af hende som et blårhoved på en rok, hendes forstand rakte ikke langt, men hendes selvopholdelsesdrift var der ikke noget vejen med. Hun kunne ikke lade en ting ligge, som hun kom om ved, når den havde værdi enten til at bide eller brænde, fortæller Høgstrup. Det var Maren der styrede både pengekassen og søsteren. Karmine blev sendt ud for at tigge i sognene, og det var især pengene herfra, som de levede af.

Den 13. november 1909 var Maren alene på vej hjem fra Randers. Hun fulgte nogle markstier mod Bjerregrav. Maren havde sikkert drukket en del og var træt. Sneen føg om den tjørnehæk, hvor hun gik nogle få hundrede meter fra Bjerregrav, og hun lagde sig tæt ved hækken. Snart var hun dækket af sneen. I Bjerregrav anede man nok, at Maren lå et sted derude. En vejfarende fandt hendes lig, og hun blev kørt ind til byen. På grund af hendes tilstand kunne hun ikke ligge i kirken, men blev anbragt i sprøjtehuset. To mænd fra byen, Tøttrup og P. Bech undersøgte hendes tøj for at se, om der var penge. Maren var pukkelrygget, og ved puklen var der i tøjet indsyet en sparekassebog på 2000 kr.! En anselig sum dengang.
Tjørnehækken, hvor Maren døde
Tjørnehækken, hvor Maren døde i sneen. Stedet ligger ved skellet mellem Niels Mortensens og Vinderslevs jord.
Sprøjtehuset til venstre på Bøgevej, hvor der nu er parkering. Nedrevet omkring 1950?

Sprøjtehuset til venstre på Bøgevej, hvor der nu er parkering. Nedrevet omkring 1950?

I kirkebogen kan man læse pastor Jensens udførlige omtale af omstændighederne ved Marens død:
Kirkebogens beskrivelse af Marens død
1909 den 13. November

På Sydsiden tæt op til og omtrent ud for Midten af en Tjørnehæk, der danner Skellet mellem Gaardejerne Knud Brøndum og Poul Tøttrups Ejendomme paa Bjerregrav Mark, Bjerregrav Sogn, Sønderlyng Herred.
Bjerregrav Sogns Kirkegaard, Sønderlyng Herred den 19. November 1909Maren Jørgensdatter
Det var Karmine, der skulle arve de mange penge, men da man mente, at hun ikke var i stand til at forvalte formuen, blev Tøttrup sat til at styre hendes økonomi. Nu kunne Karmine hver uge hente et beløb, og hun behøvede ikke længere at tigge for føden.

I 1915 døde hun. P. Høgstrup fortæller. Huset købte jeg for restlånet og brød det ned, da det var en skamplet for byen.

Harald Bertelsen
Niels Brøndum
Purhus Lokalarkiv