Til tredages bryllup i Bjerregrav

Mosters brudefærd i 1911 af Søren Telling Var overskriften til en artikel i Randers Amtsavis den 10. December 1962.

Aies Østerballe i Bjerregrav var baade gaardmand og spillemand. Gaarden var god, og musikken, han lavede var ikke saa ringe. Hans eneste søn hed Kræn Bak Østerballe. Kræn Bak blev dragon i Randers, og var en god rytter med sporer, sabel og overskjeg – alt som det sømmer sig en rigtig dragon i den tid. Piger gik han jo ingenlunde af vejen for, dragonen. Og en skønne dag gik han da heller ikke af vejen for min moster Anine, der just var kommet ud at tjene som pige i gaarden i Bjerregrav.
Det blev saa til bryllup. Og et saadant i Aies Østerballes gaard og for hans eneste søn det maatte jo blive et af de gode gammeldags – tre-dages med overflod af alt og med musik og dans baade oppe og nede. Saa gammel jeg end maate blive, saa glemmer jeg aldrig Anines tre-dages brudefærd. Vist nok er det paa tide at faa den lagt fast paa tryk, for den var alligevel en af de sidste i den gamle stil, og flere af den sort kommer der aldrig. Altsaa gaarden var den sædvanlige mellemjyske type med fire længer og to porte – én for hver ende af Indhuset, straatag over det hele og med to indgange i stuehusets gaardfacade. Den ene ind til bryggers og køkken, den anden til ”salen”. Og den aabnedes kun ved stort besøg!

I stiveste puds

Mine forældre var jo da ”buden”, da bruden jo var min moster. Jeg blev taget med. Mit første jakkesæt, vest og uhrkæde med tombak(forgyldt messing), fjedtels i haaret og stiv melonhat(stiv, rundpuldet filthat) til min alder af 16 aar – dette nævnes kun for at antyde den tids mode for unge herrer. Overfrakke kendtes ikke, handsker ej heller. Og ”ferstøvler”, sorte med ”officershæl”(høj, bred hæl). Vi kørte ikke i vor egen vogn derud. Vi kom i hestedroske, hvilket var sat igennem af min moder med taarer og fornærmede miner – hun ville ikke komme i en enspændervogn, naar alleellers kom med tospænder. Ankomst. – Ind ad gaardsleddet fra øst. Paa trappestenen til den fine indgang stod der en klørnet(klarinet) og en besun(basun). De gav hals hver gang en vogn rullede ind i gaarden. Det var ”honnørblæst”, velkommen. Far sitrede i øjenlaagene ved det. Det lød ikke godt, men det var ment. Og især da vi kom, for alle kendte jo da musikdirektøren i Randers.

Øl og brændevin i overflod

Ind da døren, hvor gamle Aies Østerballe tog imod og bød ankomstdrik. Der stod lige indenfor døren et fad Thor øl paa to bukke, hvortil en flok drikkekrus. Lillebror til ølfadet var et anker brændevin ogsaa frit fremme paa buk og med en samling drambægre ved. Inde i storstuen stod nøjagtig magen til begge ogsaa til fri benyttelse. Førsteindtrykket ikke ilde. Aah! En til, værsaagod – lød Aieses dæmpede røst. Far tog imod, jeg fik et blik saadan skraat oppefra, saa jeg tog ikke imod. Frokostbordet dækket!! De kan jo møde med ”Det store og det usandsynlige og kolde bord” fra havde færke De vil – dette frokostbord overgik alt. Der var ænder og gæs, der var kalv og der var gris, ja der var pattegris med fyld og med timianduske i ørerne, der var gedder og aborrer, der var Randers røgede laks i flertal. Der var æg i alle former og forklædninger og der var skyssaucer og peberrods og ingefærs og hvad ved jeg, høns, kyllinger og duer, hare og fasankok med fjer paa – alt var der.

Vognkortege til kirken

Vi nærmest aad. Grundigt og overvaaget af skafferen, der ikke tillod forbigaaelse af ret mange retter. Heller ikke mange retter lod han os fortære uden dram til. Han var en fortræffelig ”nøder”. Efterhaands var alle gæster mødt. Musikken steg til vogns og galede luften fuld af opbrudssignaler. Og saa rullede vognene ud af gaarden, adstadigt – til kirke. Jeg var ikke med, jeg blev hjemme. Men jeg saa hjem-komsten fra kirke. Alt hvad hestene kunne trække i susende kapkørsel, kom de og svingede muntert ind og kørte op i rækker, spændte fra og begav sig straksen til bords. Saa længe de dog havde smægtet efter føde, helt siden frokosten for over to timer siden.
Præsten havde de taget med hjem. Han sad fornemt ved brudens side. Der var eftermiddagskaffe med lagkager og smaakager og med vafler og alt andet godt. Der var endnu ikke født nogen af de her humør-ødelæggende magerheds-apostle. Mænd blev fede med værdighed, og konerne var det med ynde. Kalorier og sligt var ikke opfundet endnu. Man spiste glad alt, hvad der smagte godt. At betragte gæsterne var særdeles interessant. Der var velnærede, glinsende gaardmænd i sorte, langskødede frakker og sorte halsbind, og med en svær urkæde spændt fra den ene vestelomme til den anden tværs over maven. Nogle havde sorte tænder af skraa og frodig haarvækst ud af næse og ører, men ellers glatragede og med op til flere hager.
Andre var lidt anderledes – magre – ja vindtørre og med hvide skægstubbe. Krogede hedebrækkere var der, som havde sat al legemlig pænhed til i umenneskeligt slid. Disse sidste var synligt mere beskedne end dem fra den gode jord. Bruden var af den knotne type – aldeles fri for ynde, men et jern til sit arbejde. Alle kvinderne var i sort – helst silkes med højhalset ”kjoleliv” – og dertil altsaa solide og kraftige lædersko og uldstrømper. Var en kone tredjve, var hun saa ”konet” og gjorde intet for at synes ung. Ingen af dem havde ben! Aldrig saa man en kones ben, hendes kjole – nederdel kaldet – slæbte i gulvets eller vejens støv. Hvad de dansede med? Ingen kunne se det. De unge piger, der var med, var ikke mere tillokkende – ogsaa de var højhalsede og med slæbende nederdel. Dog i lyse farver mest.
Manererne blev ret frie og utvungne henad midnat. Jeg mindes det endnu, fordi jeg selv var saa sky og tilbageholdende overfor pigerne, at man drillede mig derfor. Larmen fra de højrøstede kortspillende bøndermænd i stuerne var næsten fantastisk. Ingen svaghed i stemmeføring – ingen utidig beskedenhed. M æ n d talte her med mænd, højt og udfordrende og overmaade selvbevidst.

Middagssøvn for henved 150 gæster var et problem. Og kun ét wc i hele gaarden. Naa, man søgte hvile i halmen og i høet ude i lader og loer. Det andet klarede man ogsaa. – Hvortil vokser der hække, eller hvad har man grebningen(staldgødningsrende bag dyrene) i kostalden til? Ro og fred sænkede sig over gaarden. Et par timer senere begyndte saa en, saa flere at komme frem, og kl. 6,00 aften spillede musikken op til taffel. Bugnende borde med suppe, steg og krage rykkedes lidt efter lidt. Derefter var der toddyer og kaffe. Kl. 8 var storstuen ryddet til dans. Musikken var blevet forstærket til to fioler og klarinet. Forspiller var Laus. Han røgte paa en halvlang pibe, der hang bagom fiolen, naar han spillede. ”Senierer piven dig ikke, naar
Do saaen ska spell fiol?” spurgte far den gæve. ”Nej Soren Telling, men fiolen den gør”, svarede den beskedne spillemand. Han grinede forlegen derved.

Bruden blev danset i seng

Klokken 10 aften var det brudens sengetid – og brudedansen skulle gaa gennem hele huset til hendes dør. Jeg stakkels forædte og forlegne fyr blev udvalgt til at danse moster i seng. Jeg var baade rød og bleg og ønskede, at det hele maatte være forbi. Fortvivlet fattede jeg moster om livet og begyndte til klarinettens tremulerende( skælvende) jamren at danse hende ud af stuen og over gangen, ind i en anden stue og gennem sovekammerdøren, som jeg lukkede efter hende. Ud for jeg, væk fra deres muntre grin og bemærkninger om baade dette og hint. –

Kort efter sad vi op og kørte hjem. Men festen fortsatte til daggry. Næste dag var der ungdomsgilde for alle de mange, der havde hjulpet til med servering og deslige. Jeg kørte derud paa cykel og var med igen. Lige til dag. Tredje dagen var forbeholdt alle, der ellers ikke blev ”buden”. Sognets smaafolk og fattige, af hvem man jo ikke ventede gengæld af nogen art. De spiste op efter gildet, hvad der var levnet. Jo, mosters brudefærd var vellykket i alle maader.”

SØREN TELLING

Gården ligger på Mosedraget 2
Purhus Lokalarkiv

Bjerregrav kirkebog 1911